Det kan ikke siges nok: lav backup af dine bryllupsbilleder! Det gælder sådan set også alle andre billeder som du har digitalt, og som er vigtige for dig.
Der er en grund til at man stadig siger, at den bedste langtidsvarige sikring af billeder er at have dem fysisk som print eller i album. Trods udvikling er digitale filer utroligt sårbare. Det kan være fordi man selv gør noget, som ødelægger det oprindelige billede, det kan være mediet som over tid går i stykker eller man mister billeder på en anden måde. Jeg har hjulpet flere par, så der er altså grund til at være opmærksom på det her.
Digitale filer ændrer sig ikke bare over tid. Men det gør medierne som de lagres på. Det kan godt være, at et medie kan holde 10, 20, 30 år eller længere, men det vil være under optimale forhold. Des mere det bruges, des kortere bliver levetiden. Omgivelser har også en betydning. Prøv at opbevar et USB drev ovenpå eller nær en større højtaler og oplev tab af data på rekord kort tid.
Der er meget om emnet på nettet og jeg vil derfor ikke skrive for meget om det tekniske. Jeg vil blot anbefale:
Hav mindst 3 kopier for at have en fornuftig backup-løsning. Disse 3 kopier skal være 3 fysisk forskellige steder:
1. kopi
Denne kopi er den, som bliver brugt. Det er disse billeder som der bliver kigget på, brugt til print osv.
2. kopi
Denne kopi ligger gemt på en anden enhed. Helst på en enhed som ikke benyttes særligt meget eller at billederne ikke bruges. Øget brug af medie vil ikke kun slide på mediet, men vil også øge chancer for at man laver menneskelig fejl.
3. kopi
Denne kopi ligger på en 3. enhed, på en anden adresse. Det kan være på en harddisk hos forældre eller via en online backup løsning. Pas dog på med løsninger som er gratis da det kan være de har begrænsninger. Det kan være de ændrer på størrelse af billederne eller det kan være de ændrer vilkår efter noget tid. Det kan selvfølgelig også være at ydelsen/virksomheden ophører efter noget tid.
Det er ikke nok at lave kopier og så tro at alt er i fineste orden. Fysiske medier bliver naturligt ringere over tid. Det kan også være der er en uopdaget fejl i dem. Du bør derfor rutinemæssigt opdatere/lave nye kopier efter nogle få år. Når du gør, så tjek altid om alt er i orden. Det vil være at tjekke, at der ikke er opstået datakorruption på et eller flere billeder, ved at se alle billeder. Ellers riskerer du at lave kopi af noget, som allerede er ødelagt. Det vil også være at tjekke, at man ikke laver kopier af billeder som man troede var i original stand, men i virkeligheden kom man måske til at ændre dem pga. diverse lidt for “smarte” apps.
Hvis uheldet er ude og du har ingen backup:
Mediet er helt væk. Måske blev det glemt et sted eller stjålet. Der er ikke noget at gøre andet end at håbe på det bedste.
Noget virker ikke. Det kan være det er systemet eller andet, og ikke mediet som noget er galt med. Billederne kan nok reddes.
Du kom til at slette billeder ved fejl og de ligger ikke i “skraldespanden”. Stop strakt al aktivitet og sluk enheden. Det øger chancer for at kunne gendanne tabt data. Hvis du bliver ved med at bruge enheden vil der være risiko for, at nyt data bliver skrevet ovenpå det sted (fysisk på mediet), hvor et eller flere billeder lå. Det kan gøre det vanskelig eller umuligt at redde billeder.
Mine kunder får i skrivende stund billeder i et privat online-galleri, som er tilgængelig i 2 år. Efter de 2 år er der mulighed for at købe forlænget tilgængelig. Når online-galleriet udløber, har jeg ikke længere ansvar for hvordan billederne er sikrede i min ende.
Hvis du har været kunde hos mig og mister billeder efter online-galleriet er udløbet, kan du stadigvæk prøve at skrive til mig. Fordi jeg ved digitale filer er så skrøbelige, er jeg påpasselig med at slette.