Vi tager en masse billeder. Vi tager billeder fra begivenheder, rejser, af nogen man holder af osv. osv.
Men ikke alle er lige gode til at passe på deres digitale billeder og det er en kæmpe fejl. Det første og vigtigste skridt er, at sortere billederne. Noget af det som de fleste bryllupsgæster snakker med mig om, er antallet af billeder jeg fik skudt og sorteringsarbejdet. Jeg fortæller, ofte til overraskelse for gæsten, at det faktisk ikke tager så lang tid at sortere billederne og at det oveni kan være hyggeligt.
Det er vigtigt at gøre det hurtigst muligt, mens man stadigvæk har gejsten og kan huske hvordan det var. Jeg sorterer oftest indenfor 2 uger. Hvis der går længere tid, begynder det at blive vanskeligere. Det gælder ikke kun kundebilleder hvor man kunne sige, at de billeder ikke har samme betydning for mig personligt (men jeg lægger dog en del af det personlige i billederne). Det gælder også andre type billeder. For eksempel var der engang hvor jeg først efter måneder kiggede på billederne fra en rejse. Det var rigtigt svært og trivielt at komme igennem dem og det var slet ikke fordi det ikke var gode minder. Tværtimod.
Des længere tid man venter, des mere uoverskueligt begynder det at blive. Og i takt med at man får taget flere billeder som heller ikke sorteres, kommer man ind i en rigtig dårlig spiral. Konsekvensen kan være, at billederne begynder at ryge i glemmebogen. Enten ser man dem ikke eller man ser dem ikke så meget som man ellers ville fordi mængden med tiden bliver mere og mere overvældende.
Når der sorteres er det også vigtigt at være kritisk. Er der 5 billeder som minder meget om hinanden? Sorter ned til 1 eller 2. Det vil kræve lidt øvelse at gøre, men bliver lettere over tid og vil være en stor fordel på. Vi kender det fra Facebook, hvor ingen gider se at den uendelige og ensformige mængde af billeder fra ferie, af barnet osv.
Sorter billeder over flere omgange. Det synes jeg er lettere og mere effektivt:
- Gennemgå billederne hurtigst muligt.
- Fjern de billeder, som tydeligt er fejlskud. Det kan være alt for mørke eller lyse billeder. Billeder som er for slørede. Lukkede øjne osv.
- Fjern billeder som minder for meget om hinanden. Behold eet eller to blandt disse.
- Fjern billeder som ikke bidrager til den overordnede fortælling.
Er det svært at beslutte sig? Følg din mavefornemmelse. Er du bange for at du ikke får valgt ordenligt? Lad være med at slette men frasorter i stedet til en anden mappe. Du kan gennemgå mappen og slette på et senere tidspunkt. Det vigtigste er, at du nu har sorteret, og har billeder som du i højere grad vil se, og som du kan være glad for.
Når du har de bedste billeder så skal du også sikre billederne for fremtiden. Tjek min blogartikel Lav Backup Af Dine Bryllupsbilleder – jeg skriver om bryllupsbilleder, men det gælder i bund og grund alle typer.